Ofte stillede spørgsmål og svar

Autismehuset er et nyt hus, og det kan skabe spørgsmål. Her kan du læse de ofte stillede spørgsmål og svar.

Ofte stillede spørgsmål

Fold alle ud

Hvorfor bygger Københavns Kommune et Autismehus?

I København oplever vi en stigning af børn, unge og voksne borgere med autisme. Vi vil gerne kunne tilbyde den rigtig hjælp, rådgivning og støtte på det rigtige tidspunkt og i den rigtige periode. Derfor har Socialforvaltningen investeret i Københavns nye Autismehus, som både samler eksisterende tilbud og aktiviteter i ’Det Specialiserede Familiehus’ og ´Specialiserede Voksenindsatser´ i huset og som samtidigt danner ramme for nye fællesskaber, aktiviteter og samarbejdsformer. 

Hvad kommer Autismehuset til at indeholde?

Det Specialiserede Familiehus flytter ind med deres mange indsatser. Derudover flytter Specialiserede Voksenindsatser, Team Op, Jobmatch og dele af Hjemmevejlederne (som samarbejder med mennesker med autisme) ind. I stueetagen bliver der et café- og aktivitetsområde kaldet Spektrummet, hvor der er plads til aktiviteter med frivillige, civilsamfund, peer-to-peer aktiviteter, netværk, værksteder og aktivitetsrum. Målet med aktiviteterne er at forebygge ensomhed, minimere belastningsreaktioner, fastholde og støtte relationer til arbejdsmarkedet og understøtte et godt studieliv.

Hvorfor ligger Autismehuset i Valby?

Bygningen skal både huse eksisterende tilbud og medarbejdere samt udvide med nye indsatser og aktiviteter. Og bygninger med det antal kvadratmeter, som samtidigt er i en stand, der også gør bygningen til en god ramme for både brugere og medarbejder, er svære at skaffe. På Høffdingsvej fandt forvaltningen en enestående mulighed for at få de ønskede kvadratmeter i ét hus. Et hus der også er blevet renoveret og shinet op til os, så det kan blive nogle gode fysiske rammer at være i. Derfor blev Valby lokationen for Autismehuset.

Hvad er åbningstiderne?

Autismehuset åbner officielt den 25. august. Herefter vil Spektrummet være åbent for borgere.

Åbningstider for Spektrummet:

Mandage: kl. 10-16 

Tirsdag, onsdag og torsdag: kl. 10–21  

Fredage i ulige uger: kl. 10–15 

Fredage i lige uger: lukket 

Lørdagsåbent to gange om måneden: kl. 11–16 

Hvem kan bruge Autismehuset?

Aktiviteter og tilbud i Autismehuset er målrettet københavnere med autisme i alle aldre med normalt eller højt kognitivt funktionsniveau og deres netværk. Nogle tilbud i huset kan være relevant for forældre, søskende, partnere, gode venner osv.

Kan man kun bruge Autismehusets tilbud, hvis man har en henvisning?

Der vil både være aktiviteter og tilbud i huset, der kræver en visitation til tilbuddet og aktiviteter og tilbud, hvor man frit kan tilmelde sig på forhånd. Der vil også være drop-in aktiviteter, der ikke kræver tilmelding og hvor man kan dukke op efter dagsform. 

Er der nogen krav for, hvem der må komme ind i Autismehuset?

Caféen og aktiviteterne i stueetagens bliver et uvisiteret § 79 tilbud kaldet Spektrummet. Hvilket betyder, at man, hvis man er fyldt 18 år, principielt kan komme ind fra gaden og benytte sig at stedet. De ting der kommer til at ske i huset, vil være målrettet mennesker med autisme med normalt eller højt kognitivt funktionsniveau og deres netværk. Nogle tilbud i huset kan være relevant for forældre, søskende, partnere, gode venner osv. Målet med stueetagen er bl.a., at forebygge ensomhed, minimere belastningsreaktioner, fastholde og støtte relationer til arbejdsmarkedet, understøtte et godt studieliv.

Hvor ligger de enkelte tilbud?

Det Specialiserede Familiehus ligger på 2. sal, dog ligger hjemmetrænerteamet og det pædagogiske værksted  på 1. salen. Specialiserede Voksenindsatser, Team Op, Jobmatch og dele af Hjemmevejlederne ligger også på 1. sal. I stueetagen er der en masse mødelokaler og grupperum, samt Spektrummet, der både er et café- og aktivitetsområde.

Rummer Autismehuset eksisterende gruppeforløb eller nye?

Mange af tilbuddene, der flytter ind i Autismehuset, findes allerede. Det er både individuelle forløb og gruppeforløb. Det Specialiserede Familiehus flytter ind med deres nuværende indsatser bl.a. Åben Familierådgivning: Åben familierådgivning | Handicap. Huset for Forebyggende Indsatser flytter også ind i huset med deres forskellige tilbud, dem kan du læse mere om her: Kurser og forløb for unge og voksne | Handicap

Rummer Autismehuset kun fysiske aktiviteter eller også digitale tilbud?

Autismehuset vil til en start fokusere på fysiske aktiviteter i huset, der kræver fysisk deltagelse. På sigt kan det godt være, at dele af aktiviteterne også kan udbydes med digital deltagelse, hvis det behov gør sig gældende for mange, og det derfor kan prioriteres i udviklingen af huset.  

Kommer Autismehuset til at erstatte Kulturhuset Pulsen?

Nej, Autismehuset er et nyt hus og kommer ikke til at erstatte Kulturhuset Pulsen. Heller ikke selvom huset også får fokus på aktiviteter, peer-to-peer netværk og samarbejde med civilsamfundsorganisationer. 

Hvordan finder jeg hen til Autismehuset?

Autismehuset ligger på Høffdingsvej 34, 2500 Valby. Det er 600 meter fra Vigerslev Allé st. og 700 meter fra København Syd st. 

Hvordan finder jeg rundt i Autismehuset?

Autismehuset er stort, og vi gør os umage med både at opsætte oversigtskort i indgangsområdet og lave tydelig skiltning i husets forskellige områder. Til august laver vi også en digital rundvisning af huset, så der er mulighed for at kigge rundt hjemmefra inden ankomst.