CAS 2

Botilbuddet CAS 2 er en skærmet enhed for voksne borgere med udviklingshæmning og varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser. Der er plads til 8 beboere i CAS 2.

CAS 2 er skabt med udgangspunkt i de borgere, som har vanskeligt ved at indgå i almindelige afdelinger, har brug for en særlig pædagogik eller for dem, som er særligt følsomme over for udefrakommende impulser eller andre menneskers lyde/adfærd. Vores beboere kan have svært ved at forstå og aflæse andre mennesker, hvilket skaber usikkerhed og frustration, derfor arbejder vi med en tydelig fremtoning og kommunikation. Beboerne kan desuden hurtigt skifte sindstilstand, derfor må personalet være omstillingsparate og kunne bevare ro og overblik i kaossituationer. Alle beboere i CAS 2 har således brug for forudsigelighed, struktur og individuelt tilrettelagte dagsprogrammer for at klare hverdagen bedst muligt.

I CAS 2 arbejder vi med at se mennesket frem for diagnosen, og vi ønsker at favne alle aspekter af mennesket. Det gør vi ved skabe et samspil mellem personlighedspsykologien, socialpsykologi og den kliniske psykologi, og arbejde tværprofessionelt for at skabe indsigt i det enkelte menneskes livssituation. Denne tilgang til arbejdet sikrer, at vi har de bedste forudsætninger for at aflæse og forstå borgernes udfordringer og ønsker, hvilket gør, at vi kan være den støtte, de har brug for i livet.

Selvbestemmelse og medindflydelse indgår som en naturlig del af hverdagen i CAS 2 - fortsat under hensyntagen til beboernes samtidige behov for forudsigelighed og struktur. Derfor deltager borgerne i de faste gøremål i det omfang, som de magter det.

Lejlighederne i botilbuddet

Lejlighedernes placering gør det muligt at skærme beboerne, og fællesarealerne forener afdelingen og giver plads til socialt samvær. 
Boligerne er solistboliger, hvor der er mulighed for afskærmning fra fællesskabet, så den enkelte har mulighed for at være i rolige omgivelser

Lokalområdet

Tilbuddet ligger på Amagerfælledvej, hvilket vil sige, at vi både har Amagers pulserende byliv og Amager Fælledes rolige naturomgivelser i nærheden. Desuden ligger vi i samme område som andre, lignende tilbud, hvilket giver gode muligheder for, at borgerne kan socialisere men også for at medarbejderne kan få faglig sparring og støtte fra en større kollegagruppe.

Pårørendesamarbejde

I CAS 2 anser vi et godt samarbejde med pårørende og værger som vigtigt for at borgerne trives så godt som muligt. 

Der afholdes derfor pårørendemøder to gange om året, og alle pårørende er velkomne til at komme med forslag, som kan tages op på personalemøderne. 

CAS 2's målgruppe

CAS 2 er en almen ældrebolig/-handicapvenlig bolig, ABL, efter §105 stk. 2.

Kontakt

Peter Vingaard Salgado

Tilbudsleder

Amagerfælledvej 199

2300 København S