Elmehuset

Elmehuset er en døgn- og aflastningsinstitution for børn og unge med autismespektrumforstyrrelser samt eventuelle følgediagnoser. Elmehuset har plads til 20 børn i alderen 6-23 fordelt på to døgnafdelinger og én aflastningsafdeling.

I Elmehuset er det gode børne- og ungeliv i centrum. Vi stræber efter at skabe et rummeligt, hjemligt og trygt sted, hvor der er fokus på venskaber, oplevelser, kost, hygge og en aktiv hverdag, ligesom det er vores faste mål, at alle børn og unge udfordres, trives og udvikler sig.

Alle børn og unge i Elmehuset har eget værelse, som er indrettet i samarbejde mellem barn/ung, forældre og kontaktpædagog. I alle afdelingerne deler børnene og de unge dagligstue, spisestue, tekøkken, toiletter og bad.

Elmehuset er opdelt i to afdelinger: Rampen/Hyblerne, som er vores døgnafdeling og Toppen, som er vores aflastningsafdeling.

Rampen/Hyblerne

Rampen er en døgnafdeling for unge i alderen 14-18 år. Hyblerne er en døgnafdeling for unge i alderen 16-23 år.

På Rampen/Hyblerne bor 20 unge mennesker i alderen 14-23, som alle er optagede af at leve et ungdomsliv og forberede sig på uddannelse, udflytning, og hvad der ellers følger med til et godt voksenliv.

Toppen

Toppen er et aflastningstilbud for børn og unge i alderen 6-18 år.

På Toppen er der tilknyttet 24 børn i tre faste grupper, der kommer forskudt af hinanden i både weekender og hverdage. Nogle børn er på Toppen 45 døgn årligt og andre 90 døgn.

På Toppen får man tildelt et værelse, som deles med andre børn i aflastningen, så værelset altid er i brug men aldrig af flere børn på samme tid.

Elmehuset har et tæt samarbejde med Baunegård, som ligeledes er en åben døgninstitution for børn og unge med autisme. De to institutioner har samme faglige tilgang og samme institutionsleder. Flere af børnene i Elmehuset flytter hertil fra Baunegård, og derfor er det vigtigt for os, at der er en god relation og forbindelse imellem de to institutioner, så vi sikrer børn og unge en tryg overgang i livet.

Forældresamarbejde i Elmehuset

Som forældre vil I opleve, at vi er et meget åbent og imødekommende hus, som er præget af høj faglighed og en professionel tilgang til arbejdet med børn og unge.

Det er vigtigt for os i Elmehuset, at familierelationer og venskaber fastholdes, og vi gør derfor vores for at sikre, at I som forældre altid føler jer velkomne i Elmehuset.

I forældresamarbejdet har vi fortsat udgangspunkt i barnet, og vi vil derfor altid sikre et samarbejde, som passer med barnets ønsker og behov. Det kan for eksempel være, at jeres barn ønsker, at I fortsat kommer og hjælper med at rydde op, at I spiser med på faste dage eller lignende. Det er altså jeres barn, der i samarbejde med jer og Elmehuset beslutter, hvordan I fortsat kan have en harmonisk relation.

Forældremøder og forældreråd

Vi holder forældremøder to gange om året for hver afdeling. Her samles vi og snakker om aktuelle temaer, og om hvad end der fylder hos os i Elmehuset og hos jer forældre. Forældremøderne varer gerne 2-3 timer fra sen eftermiddag kl. 17 og frem, og der serveres et dejligt måltid mad kreeret af husets kok undervejs.

Endeligt har vi et forældreråd, som kan gå tættere på husets bevægelser og beslutningsprocesser. Forældrerådet er for de forældre, der har særlig interesse og mulighed, og vi mødes hvert halve år forud for forældremøderne. Forældrerådet er fælles for begge afdelinger.

Hvordan kommer jeg i kontakt med jer?

Elmehuset - Fælles

Alléen 3

2200 København N

Hvis du vil ringe til vores døgnafdeling, Hyblerne/Rampen, skal du ringe til: 30 45 47 09

Hvis du vil have fat i vores aflastningsafdeling, Toppen, er det på: 30 45 47 10.

Du kan desuden kontakte afdelingsleder Torben Svendsen på telefon 23 46 52 66.