Kysten

Kysten er et bo- og dagtilbud for voksne, der har fået en dom til anbringelse, og som har en nedsat, varig funktionsevne psykisk og/eller fysisk. Der er plads til i alt 20 borgere på Kysten.

Kysten er et bo- og dagtilbud for domfældte udviklingshæmmede borgere.
Borgerne har det til fælles, at de har betydelig og varig nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne samt en dom til anbringelse i institution eller dom til tilsyn med vilkår. De har ofte en udadreagerende adfærd, som kan resultere i voldsomme udfald overfor personalet og omgivelserne, og derfor er 1:1 normering en nødvendighed for flere borgere.

Det er os meget påliggende, at vi på Kysten skaber trygge rammer for de borgere, der skal bo hos os i kortere eller længere perioder. En harmonisk og forudsigelig hverdag hænger for de fleste borgere på Kysten sammen med, hvorvidt der er struktur og overblik over den daglige og ugentlige planlægning. Dette medvirker blandt andet til at minimere frustrationer, som potentielt kan lede til udadreagerende adfærd.

Kerneydelsen på Kysten er generelt at fremme borgenes mulighed for at føre en så indholdsrig hverdag som situationen tillader det, med højest mulig livskvalitet. En særlig ydelse er naturligvis også, at støtte borgerne i at undgå fornyet kriminalitet. Derfor arbejdes der med individuelt målrettede indsatser i pædagogiske planer, der på sigt skal føre til lempelse af dommen. Kysten har desuden et tæt tværfagligt samarbejde med andre offentlige sektorer såsom misbrugsbehandlere, socialrådgivere, psykiatrien mv., der alle medvirker til at sikre korrekt og rettidig behandling af borgerne.

De fysiske rammer

Kysten består af et stort hus på 932 m² fordelt på to etager samt fuld kælder på 300 m².  På Kysten er der rig mulighed for at dyrke det sociale fællesskab i vores mange indendørs fællesarealser, men der er også god mulighed for alenetid og privatliv i egen lejlighed. For at styrke borgernes følelse af at bo i, hvad der minder mest muligt om et eget hjem, hjælper vi med at indrette lejlighederne efter borgerens individuelle ønsker og smag. Man kan derfor medbringe egne møbler eller få støtte til indkøb af nye.

Udearealerne består af en parklignende have direkte ned til Østersøen, køkkenhave, drivhus, og tre mindre huse, hvor der også bor borgere. Disse huse blev etableret med det formål at kunne tilbyde en reel udslusningsmulighed. Husene fungerer derved som en individuel bomulighed for nuværende og kommende borgere.

Dagtilbuddet

Et vigtigt omdrejningspunkt for Kysten er vores interne dagtilbud som sørger for forskellige aktiviteter, der hver især bidrager til, at borgerne har mulighed for at opretholde en god og indholdsrig hverdag. Dagtilbuddet består blandt andet af et kreativt værksted, hvor der strikkes, males, arbejdes med læder eller laves julepynt og meget andet. Vi har også et såkaldt brændehold, som skærer og flækker brænde, der sælges i Kystens vejbod.

Lokalområdet

Kysten er beliggende i Nysted i flotte naturomgivelser ned til stranden og med udsigt ud over Østersøen. To kilometer fra Kysten findes diverse dagligvarebutikker samt frisør, bibliotek, apotek og en havn med hyggelige spisesteder. Blot fem kilometer fra Kysten ligger landsbyen Kettinge, hvor borgerne kan benytte sig af motionscenter, friluftsbad, rideskole samt en stor naturpark, der er bygget op omkring en tidligere grusgrav.

Pårørendesamarbejde

På Kysten tages der med stort engagement del i samarbejdet med pårørende og borgerens netværk med respekt for borgerens ønsker og selvbestemmelsesret. 

På Kysten mener vi, at det er vigtigt, at medarbejderne medvirker til at skabe en forståelse for den enkelte borgers vanskeligheder blandt de pårørende, og i et eventuelt øvrigt netværk generelt.

Personalet støtter således den enkelte borger i kontakten til pårørende, og ledsager gerne til besøg, ligesom vi skaber forudsætningerne for gode og trygge familie- og netværksbesøg på Kysten. Kysten samarbejder også gerne med borgere og pårørende omkring større arrangementer og har blandt andet støttet borgere i at afholde runde fødselsdage, forlovelsesfest, konfirmation, weekendarrangementer samt heldagsture med borgerens familie.

Kystens målgruppe

Kysten har flere målgrupper og er således både et længerevarende botilbud, §108, midlertidigt botilbud, §107 samt beskyttet beskæftigelsestilbud, §103.
Kystens dagtilbud er et aktivitets- og samværstilbud efter §104.

Kontakt

Kysten

Kysten

Rødsandsrevle 2

4880 Nysted

Pernille Tinggaard

Pernille Tinggaard

Tilbudsleder

Jesper Bergdal Kolath

Jesper Bergdal Kolath

Afdelingsleder