Første musikfestival for folk på autismespektret

Medarbejdere og frivillige fra Kulturhuset Pulsen slog fredag dørene op til deres allerførste endagsfestival Backyard Beat. Musikartister med og uden autisme fyrede op for festivalen under åben himmel på den hjemmebyggede scene.
Bisq Buggislav sluttede festivalen med et brag.
Fotograf
Johnny Højer Johansen

Det var en lille bid af Roskilde-stemning, da Kulturhuset Pulsen slog dørene op til madboder, øl, drinks og live musik til festivalen Backyard Beat. Medarbejderne i Kulturhuset Pulsen var forinden spændte på hvor mange gæster, der ville komme til festivalen. Men med mere end 185 gæster i løbet af dagen, gik det over al forventning, fortæller omsorgs- og pædagogmedhjælper på Kulturhuset Pulsen Lars Rødbro Boller. 

Udover at have bygget scenen og arrangeret festival i ugevis op til, skulle Lars Rødbro Boller selv spille som den første artist på plakaten. 

Lars Rødbro Boller spiller under kunstnernavnet Blind Darts
Fotograf
Johnny Højer Johansen

“Vi har ikke penge til at lønne artisterne, så vi er meget glade for at seks bands, valgte at optræde gratis for os. Og fordi jeg selv har gang i et soloprojekt, synes jeg at det var oplagt selv at bidrage til festivalens program,” fortalte Lars Rødbro Boller, der optrådte med fire af sine egne numre.  

Halvdelen af artisterne har selv autisme, og flere af musikerne kommer jævnligt i Kulturhuset Pulsen, der er et netværkstilbud for mennesker med autismespektrumforstyrrelser og udviklingshæmning. Bandet Attention Span fik deres debutkoncert til festivalen.

Attention Span er et indierock back, der havde deres debut på en scene til Backyard Beat.
Fotograf
Johnny Højer Johansen

Lars Rødbro Boller fortæller, at det bestemt ikke er sidste gang at de afvikler festivalen Backyard Beat. 

“Det er vigtigt at holde denne slags arrangementer, som vores brugere med autisme føler, at de kan deltage i. Mange af dem tager også til de almindelige festivaler, men her rummer vi alle i trygge rammer,” sagde Lars Boller. 

Ingeline er en etableret sanger og guitarist, der gennem de seneste 10 år har tryllebundet sit publikum med engelske og danske folk-pop sange.
Fotograf
Johnny Højer Johansen
Tsunn man er et firemandsband fra København, der væver mørk bluesrock med retropåvirkninger og moderne arrangementer.
Fotograf
Johnny Højer Johansen
Fjeldaben er et elektronisk, Industrial soloprojekt.
Fotograf
Johnny Højer Johansen
Bisq Buggislav er rapper og har udgivet musik siden 2017. Artistisk, autentisk og autistisk er tre adjektiver, der beskriver aftenens sidste act perfekt!
Fotograf
Johnny Højer Johansen