Hverdagsaktivisterne deltog og indtog årets Royal Run

Royal Run ikke kun et motionsløb. Bag 41 helt særlige deltagere, der kom i mål, er en bemærkelsesværdig rejse, der begyndte med ønsket om at overvinde tvivl og besejre grænser. Hverdagsaktivisterne viste igen, at de er gjort af et helt særligt stof.

De sidste år har Hverdagsaktivisterne, et frivilligt fællesskab for københavnere med handicap, været frivillige, når motionsløbet Royal Run har været afholdt i København. Men sidste år meldte lysten til selv at deltage sig hos flere frivillige. Og det bakkede Hverdagsaktivisterne selvfølgelig op om.  

Der blev hurtigt etableret et løbefællesskab i samarbejde med KIFU, der er Københavns Idrætsforening For Udviklingshandicappede. Fællesskabet går under navnet Klub Royal Run. Det blev en mulighed for dem, der tidligere havde været frivillige, for at tage skridtet fra sidelinjen og deltage på lige fod med alle andre københavnere til Royal Run. Uge efter uge har Klub Royal Run trænet med de frivillige løbetrænere i Kildevældsparken for at være sammen og støtte hinanden. 

”Alle har haft mulighed for at deltage uanset niveau. Vi har etableret et gå-hold, et lunte-hold og et løbehold. Den nye mulighed blev mødt med både spænding og usikkerhed. Flere af deltagerne var i tvivl om deres evne til at gennemføre løbet, mens andre tvivlede undervejs. Men de havde alle et fælles ønske om at prøve, at overvinde deres egne grænser og være en del af noget større”, fortæller Camilla Köhler Karlsson, der er projektleder i Hverdagsaktivisterne. 

Vicedirektøren løb med 

I går kom så dagen, hvor 41 spændte deltagere mødtes ved startlinjen til Royal Run med fem kilometers løb eller gang forude. Vicedirektør i Borgercenter Handicap, Mette Boskov Vedsmand, deltog som frivillig, og var vidne til et års mental og fysisk forberedelse. Tvivlen hang stadig i luften, og med over en times ventetid i tæt pakket kø sammen med 20.000 deltagere var flere af deltagernes nerver tyndslidte, men de var fast besluttede på at prøve. 

”Jeg var så heldig at blive inviteret med Hverdagsaktivisterne til Royal Run og det er et fællesskab man ikke kan sige nej tak til! Hverdagsaktivisterne er et fællesskab, der kan noget helt særligt og jeg mærkede med det samme en tryghed i en gruppe, der har prøvet mange ting sammen. Selvom Royal Run er stort og lidt kaotisk og kræver stor tålmodighed, når der skal ventes på starten, så er holdet trygge ved hinanden og ved at der er andre der har styr på hvad der skal ske”, fortæller Mette Boskov Vedsmand. 

Fotograf
Camilla Köhler Karlsson

Klub Royal Run kom igennem

I det øjeblik, hvor startskuddet lød, begyndte deltagernes personlige rejse mod målstregen. Alle 41 deltagere gennemførte løbet, og flere havde tårer af glæde og stolthed da de krydsede målstregen. 

”Det var et øjeblik at triumf, ikke kun for deltagerne individuelt, men for hele Klub Royal. Deres sejr var ikke kun over ruten, men også over tvivlen der havde fyldt dem inden”, fortæller Camilla Köhler Karlsson.

”En af aktivisterne sagde stolt til mig, at nu kom hun ikke længere i dagtilbud, for al hendes tid gik med frivilligt arbejde i Hverdagsaktivisterne. Man mærker og hører en stor stolthed ved at kunne bidrage til meningsfulde opgaver og være en del af noget større end man kan være hver for sig. Vi gik i mindre grupper, hvor tempoet passede bedst, og der var god tid til at sludre om livet. For nogen blev turen en spurt og en tid, der gav ambitioner om mere til næste år. For andre var det at gennemføre en personlig og imponerende bedrift, der kan sammenlignes med at løbe en maraton for de fleste. Jeg er så imponeret over de ledere og medarbejdere, der sætter rammen om Hverdagsaktivisterne, det er socialt arbejde når det er bedst”, slutter vicedirektøren i Borgercenter Handicap af. 

Næste år vil Hverdagsaktivisterne også deltage ved Royal Run. 

Læs mere om Hverdagsaktivisterne og KIFU