Musikfestivalen BLINDSTOCK er en stor succes
Gårdhaven på IBOS emmede af musik, ivrig snak og latter, da BLINDSTOCK fandt sted torsdag d. 8. juni. På to forskellige scener sang og spillede kunstnerne alt fra klaver- og orgelkoncerter til, pop, rock og blues og soul.
Blandt de optrædende var IBOS’ husband Peter og Dameholdet, duoen Richard Andersson og guitarist Per Møllehøj, Nanna Maria Anderson & venner, IBOS’ Ungekor og “Hawk” Søren Høg
Festivalgæsterne fandt plads foran den store scene for at lytte til de fantastiske musikere, der på hver sin unikke måde skabte en skøn stemning. Imens bredte duften af kaffe sig i den milde sommervind, og mange gæster besøgte de forskellige boder, hvor man kunne nyde en kop kaffe, sodavand, cookie og hotdogs eller købe smukke håndlavede værker, lavet på IBOS kreative værksteder.
På festivalpladsen kunne man også spotte gule veste, som var frivillige, der hjalp til og hyggede om gæsterne.
Stamgæster
Jan Ditmarsen som er svagsynet og hans ledsager Lizzie. Makkerparret kommer jævnligt til arrangementer på IBOS, blandt andet fællesspisninger.
”Festivalen er rigtig flot det er en dejlig have og musikerne er gode og gør det rigtig godt” siger Lizzie. Jan Ditmarsen er enig.
Populært håndværk og glade gæster
Karin Pedersen, der er mor til en medarbejder på IBOS, var også gæst på festivalen sidste år. Hun fortæller at hun nyder gårdhaven, det gode sommervejr og boderne. Fx er kaffeboden i dagens anledning et samarbejde mellem virksomheden Blind Coffee og IBOS’ aktivitetsteam.
”Det bedste ved festivalen er at man kan få cookies og hotdogs og man kan købe flotte duge og viskestykker. Der er også en, der sælger øreringe og det skal jeg over og kigge på om lidt,” siger Karin Pedersen.
Stuart Leggett, der er far til en af musikerne, kommer på festivalen for at høre sin søn spille og synge.
”Det er dejligt at være til BLINDSTOCK. Det er godt organiseret og det er en god blanding af musik og vi er heldige, at det er godt vejr i dag”.