Stort tillykke til vinderen af Handicapprisen 2021
Handicaprådet i Københavns Kommune uddeler Handicapprisen hvert år den 3. december – på FN's internationale Handicapdag – for at hylde en borger, ansat, forening, virksomhed eller institution, som har gjort noget helt særligt for borgere med handicap i kommunen.
Og det må man sige Kim har. Han kører dagligt med børn, der har autisme, til og fra døgninstitutionen Nærumgård, men han kan så meget mere end at sikre tryg transport.
”Kim er virkelig børnenes ven. Han pynter sin bus op til alle højtider og giver børnene små gaver til jul, og når de har fødselsdag. Men endnu vigtigere – så giver han tid og plads. Hvis et barn har en svær dag og ikke vil ud af bussen, giver han barnet al den tid, hun har behov for og hjælper med at løse udfordringen. Som han selv siger: ’Det er ikke jo pakker, jeg kører med, det er mennesker’, ” siger Nadia Kruse Munkedal, der er socialpædagog på Nærumgård, og uddyber:
”Han interesser sig i det hele taget for og holder af de mennesker, han kører med, og gør alt for at forstå hvert enkelt barns behov. Vi værdsætter alle sammen Kims engagement, og vi er ikke i tvivl om, at det har en kæmpe betydning for vores børn og unge. Så det er en meget velfortjent pris.”
Dejligt med et skulderklap
Kim kendte ikke så meget til prisen forinden, og blev noget overrasket og også lidt rørt over at modtage den:
”Det havde jeg ikke lige set komme. Og selv om det jo ikke ændrer ved mit arbejde – jeg vil fortsat have fokus på børnene og deres velbefindende – så er det da virkelig dejligt at blive anerkendt og få et ’bevis’ på, at det betyder noget, det jeg gør. Det er et skulderklap, der luner. Tak.”
Handicapprisen blev overrakt af socialborgmester Mia Nyegaard, formand for Handicaprådet Janne Sander og administrerende direktør i Socialforvaltningen, Mikkel Boje.
Prisen består af et hædersbevis med en tilhørende pengegave på 6.000 kr.