Viben synger på 25. år

Vejrguderne kunne ikke bestemme sig denne torsdag i april, hvor bostedet Viben fejrede 25-års jubilæum. Først regn, så hagl, og endelig sol. Alle var dog enige i det glædelige i jubilæet, hvor særligt hædringen af bostedets egne jubilarer trak bifald.
Fotograf
Kathrine Schmidt Jensen

Dagens noget omskiftelige vejr krævede ved Vibens 25-års jubilæumsfest 18. april hurtigtænkning af arrangørerne. Festen, der oprindeligt skulle holdes i gårdhaven, måtte i stedet begynde indenfor i Vibens aktivitetscenter. 

Formand for Vibegården, Mogens Havnsøe, indledte festlighederne med en kort velkomsttale.

”I har tilsammen rigtig mange års erfaring i at bo her, og det skal sørme fejres,” sagde han og talte direkte til jubilarerne, der sad i første parket. 

”I ønskes stort tillykke med de 25 år, og derfor skal I selvfølgelig også have en lille erkendtlighed”, sagde Mogens og overrakte hver jubilar et 25-års bevis samt en lille figur. 

Menighedsplejen Danmark ejer Vibens bygninger og havde stået for at arrangere festen i tæt samarbejde med Vibens personale, heriblandt Lone M. Frost, der er SOSU-assistent og aktivitetsansvarlig på Viben. 

”Dagen i dag er særlig, én ting er at Viben fylder 25 år, men det særlige er de beboere, der også har 25-års jubilæum. Deres jubilæum skal fejres ligesom andre fejrer jubilæum. Deres historie er vigtig. Så i dag handler det om dem”, fortalte Lone.

Jubilæet blev markeret med blandt andet frankfurtere med brød og hotdogs ad libitum fra den mobile pølsevogn samt livemusik og kulørte kager. Flere jubilarer og øvrige beboere havde venner og familie med til fest. Heriblandt var Viki, som er søster til jubilaren Anne.

”Man kan ikke fejre for lidt, så det er skønt. Jeg drømmer om endnu flere fejringer her på Viben særligt omkring årets højtider, sagde Viki. 

Jesper Bertram Andreasen er botilbudsleder på Viben. Han glædede sig også over festens forløb. 

”Det er vigtigt at fejre mærkedage og markere milepæle, og det må man sige, at et 25-års jubilæum er.  Det er betydningsfuldt at vise dem, der bor her, at de er vigtige, og at vi værdsætter dem, så i dag hylder vi særligt jubilarerne,” sagde Jesper.

Med maverne fyldt med pølse, kage og sodavand sluttede festen af indenfor til tonerne af både Anne, Sanne og Lis og masser af andre 80-90’er ørehængere smukt fremført af bandet Yona og med korsang fra flere af festens gæster.  

Annemarie var en af dagens 25-års jubilarer. Hun flyttede ind i det nybyggede Viben i april 1999. Annemarie bærer altid diadem, men det funklede lidt ekstra denne dag.
Fotograf
Kathrine Schmidt Jensen
Anne T. og Thomas var to af dagens 25-års jubilarer på Viben.
Fotograf
Kathrine Schmidt Jensen
Flere var trukket i festtøjet til Vibens jubilæum. Det gjaldt også Hanne, der fik mod på at synge med på bandet Yonas sange.
Fotograf
Kathrine Schmidt Jensen
Jubilaren Anne T. havde aflyst sin faste træning for at være med til festen. Det var hun ikke så vild med og heller ikke al opmærksomheden, men endte med at synes, at det hele var ok alligevel. Her ses hun med medarbejderen Simon.
Fotograf
Kathrine Schmidt Jensen
”Her på Viben kan vi godt lide genkendelighed. Vores fester ligner hinanden. I dag har vi en pølsevogn, til jul en æbleskivevogn”, fortalte aktivitetsmedarbejder Lone M. Frost. Hun er i køen til pølser med afdelingsleder Monika og medarbejderen Nazan
Fotograf
Kathrine Schmidt Jensen
Formand for Vibegården, Mogens Havnsøe, (i midten) holder tale til Vibens 25. års jubilæum, hvor flere repræsentanter fra Menighedsplejen Danmark var mødt op.
Fotograf
Kathrine Schmidt Jensen
Bandet Yona rykkede deres gear indenfor og spillede dejlige klassiske popnumre til stor glæde for festens deltagere.
Fotograf
Kathrine Schmidt Jensen
Pølsevognen var et stort hit til Vibens jubilæumsfest og trak mange gæster til.
Fotograf
Kathrine Schmidt Jensen

Vil du vide mere?

Kathrine Schmidt Jensen

Centerkonsulent

Socialforvaltningen