Medarbejder i café, butik, køkken og værksteder i Kraftværket

Kraftværket er et beskæftigelsestilbud til dig med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse fra 18 år og op. Her kan du arbejde med alt fra gartneropgaver, medieproduktion, pakkeri, genbrug, opgaver i køkkenet og vores café og meget andet.

Kraftværket er et beskæftigelsestilbud som tilbyder en bred vifte af opgaver og udfoldelsesmuligheder. Her er der fokus på, at du får mulighed for hele tiden at udvikle dig og opnå gradvis større mestring af dit liv. Vi arbejder benhårdt for at understøtte meningsfuld beskæftigelse, arbejdsidentitet og bygge bro til det ordinære arbejdsmarked og det omkringliggende lokalsamfund.

Der er mulighed for at arbejde med forskellige opgaver og funktioner. Du kan fx arbejde som gartner, i køkkenet, som medie- eller pakkerimedarbejder eller du kan arbejde med genbrug til vores butikken, i caféen og meget andet.

Vi holder til i Vordingborggade 15 på Østerbro, og hverdagen på Kraftværket ser forskellig ud alt efter hvilke arbejdsområder du har og teamet. Læs om de forskellige muligheder her:  

Teams og arbejdsområder   

Vis alle

Pakkerimedarbejder

I Pakkeriet på Kraftværket er arbejder vi med en række forskellige pakkeopgaver for eksterne samarbejdspartnere. Det kan bl.a. være pakning af blodtype-kort og tandstikker i æsker. 

Pakkeriet arbejder aktivt med peer to peer, hvor øvede medarbejdere understøtter og oplærer nye kollegaer i opgaverne. Og med en strukturpædagogisk tilgang har vi fokus på tydelighed og genkendelighed i pakkeopgaverne. Af og til er der også kundebesøg i arbejdstiden, og vores kunder giver sig god tid til at lære borgerne at kende.

Læs mere om opgaverne som pakkerimedarbejder

Café, køkken, iværksættere og butik

I café- og butiksteamet, kan man afprøve mange forskellige funktioner. Teamet dækker både serviceopgaver, køkkendrift, cafédrift, iværksætteri, upcykling, kundebetjening og meget mere.

Køkkenmedarbejder 

I køkkenet bliver der dagligt produceret et sundt og nærende måltid, som alle der arbejder på Kraftværket, kan købe. Vi producerer også mad og kage til salg i vores café på Østerbro. Caféen har åbent for lokalområdet tirsdage og torsdage. Medarbejderne er med i hele produktionen og står også for at vaske op. Her arbejdes der også med peer to peer, hvor øvede medarbejdere understøtter og oplærer nye kollegaer i opgaverne.
Læs mere om opgaverne som køkkenmedarbejder

Iværksætteriopgaver

Iværksætteriopgaverne i Kraftværket er også knyttet til vores butik og café. Her sælger vi både genbrugsting og egen brugskunst.

Arbejdet består i at upcycle genbrug til salg i butikken og hente genbrugsguld i lokalsamfundet . 

Serviceteamet 

Serviceopgaverne i huset understøtter driften af vores smukke hus på Østerbro i Vordingborggade. Teamet sørger bl.a. for, at der er er er rent og pænt på indendørs- og udendørsarealer. Serviceteamet driver også husets vaskeri, der både retter sig mod husets mange tilbud og eksterne kunder.

Medarbejdere, der trives godt med selvstændige serviceopgaver, har også mulighed for at blive kontorhjælpere i kursus- og mødecenteret i Borgercenter Handicap enten på fuld tid eller nogle dage om ugen. Opgaverne spænder over alt fra uddeling af frugt og mælk, gøre mødeservering klar på vogne, opvask til rengøring af køleskabe mv.

Som team finder de hele tiden på nye spændende tiltag. Et af de seneste tiltag er et samarbejde med "To Good To Go", hvor vi modtager forskellige typer af varer, der skal pakkes og derefter udleveres til butikken, hvor vores kunder kan afhente varerne. 

Læs mere om opgaverne i serviceteamet

Gartner

Gartnerne har base i Kraftværket på Østerbro. Gartnerne er dog meget på farten, da de er ude at løse forskellige opgaver for private virksomheder, boligforeninger, bosteder og private. Gartnerholdet har både faste kunder, hvor de kommer flere gange om ugen samt enkeltopgaver. 

Gartnerne klipper hæk, beskærer træer, planter blomster og udfører andre opgaver for grønne fingre. Gartnerteamet har også opgaver hjemme på matriklen, og de udfører også pedelopgaver og andre værkstedsopgaver til gavn for huset og kunder.

For at være i gartnerteamet er det vigtigt, at du har mod på, at være ude i alt slags vejr, da vi kører afsted året rundt. Arbejdet hjemme på matriklen vil ofte være udendørsopgaver i vores gård eller i lokalområdet. Vi udfører også lettere snedkeropgaver.
Læs mere om opgaverne som gartner

Mediehuset Juno

Mediehuset Juno arbejder med videoproduktion, fotografi, SoMe, lyd og eventafvikling. Medarbejderne bliver derfor trænet i at håndtere kameraer, lydudstyr, video og lave billedredigering.

Mediemedarbejderne er med fra idé til færdigt produkt. Samarbejde og respekt for hinandens forskelligheder vægtes højt på Juno, ligesom den positive tilgang til en lærerig hverdag.
Læs mere om Mediehuset Juno

Kraftværkets målgruppe

Kraftværket er et tilbud under servicelovens § 103 og 104 for 18 til 75-årige borgere med opmærksomhedsforstyrrelse, autisme eller udviklingshæmning. Du skal være selvhjulpen i dagligdagen i forhold til transport, toiletbesøg, påklædning mv.

Mere om tilbuddet

Vis alle

Faglige tilgange og metoder

Vi har en anerkendende tilgang til vores relationelle arbejde. På Kraftværket fokuserer vi på at skabe meningsfuld beskæftigelse for borgerne gennem sociale relationer, arbejdsfællesskab og arbejdsidentitet. Vi understøtter individuel læring og empowerment ved at anerkende den enkeltes ressourcer og skabe et fælles tredje. Vi bruger metoder som KRAP, strukturpædagogik og neuropædagogik.

Kraftværket er en del af Captum

Captum arbejder målrettet med at tilbyde borgere med fysisk og psykisk funktionsnedsættelse mulighed for at udvikle sig og deltage i lærings- og beskæftigelsesforløb, med henblik på at den enkelte udnytter sit potentiale og har en meningsfuld hverdag. Dette gør vi gennem en bred vifte af beskæftigelses-, skole- og arbejdstilbud og i samarbejde med borgerne, deres pårørende, frivillige, det ordinære arbejdsmarked og andre relevante aktører. Vores formål er at skabe udvikling sammen med borgerne. Vi spotter talent, skaber meningsfuld beskæftigelse og aktivt medborgerskab, hvor alle udnytter deres potentialer. 

Find os på Facebook og Instagram

Hvis du er nysgerrig og gerne vil se, hvad vi producerer og sælger, kan du besøge os på Facebook og Instagram

Hvordan kommer jeg i kontakt med jer?

Susi Jacobsen

Faglig leder