Medarbejder i miljø-, cykel- og genbrugsværkstederne på Løvstikkevej

Værkstederne på Løvstikkevej er et beskæftigelsestilbud til dig, der har en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og er i alderen fra 18 år og opefter.

Beskæftigelsestilbuddet Løvstikkevej på Amager består af de tre værksteder: Miljøteamet, Cykelværkstedet, og Team V. Her har du mulighed for at udforske dine færdigheder og opdage dine ressourcer i et værksteds- og arbejdsfælleskab. Læs mere om de enkelte værksteder og dagligdagen her.   

Hverdagen i de tre værksteder

Miljøteamet

I miljøteamet arbejder borgerne med sortering af affald, afhentning af miljøaffald og andet affald, som skal på genbrugspladsen. Derudover afhenter, sorterer og makulerer vi fortroligt papir, som vi opbevarer og destruerer på rette vis. Desuden arbejder Team Miljø med upcycling af cykeldele, som vi producerer til noget anvendeligt, der kan bruges i et hvert hjem med henblik på salg i vores genbrugsbutik på Østerbro. 

Arbejdsdagen er tilrettelagt med forudsigelighed og genkendelighed for øje. Vi tilrettelægger derfor dagene med en fast struktur med et skema, hvor alle hele tiden ved, hvad de skal lave. Med udgangspunkt i den enkelte borgers ressourcer, har vi fokus på at skabe et udviklende arbejdsfællesskab i teamet. 

Cykelværkstedet

I cykelværkstedet arbejder borgerne med reparationer og servicering af cykler og kørestole mm. Det kan fx være afhentning og aflevering af cykler, pumpe dæk, stramme bolte på cyklen, justere bremser, tage baghjul af mv. Borgerne lærer derfor at håndtere forskelligt værktøj og materialer.

Arbejdsdagen er tilrettelagt med fokus på borgernes generelle behov for en fast og genkendelig struktur. Vi starter derfor dagen med et morgenmøde, hvor vi gennemgår dagens program på værkstedet. Efter behov bruger vi piktogrammer eller andet, der kan skabe visuel struktur.  

Team V

V’et i Team V står for ”værksted” og i Team V arbejder borgerne afhentning af materialer, der ikke længere har værdi for vores samarbejdspartnere. Det kan fx være cykler, cykeldele og udtjent elektronik, og vi samarbejder med genbrugsstationer, boligselskaber og cykelhandlere. Vi har fokus på, at borgerne får kendskab til forskellige typer af værktøj og lærer, hvordan man bruger det til at skille komponenterne ad. 

Arbejdet i Team V skal styrke borgernes selvstændighed og evne til at samarbejde, hjælpe og oplære hinanden. Formålet er, at borgerne bliver så engagerede og motiverede i arbejds- og læringsopgaverne, at de får en arbejdsidentitet og føler, at deres arbejdsindsats er meningsfuld.

Værkstedernes målgruppe

Værkstederne er et tilbud under servicelovens § 103 og 104 til 18 til 75-årige borgere med opmærksomhedsforstyrrelse, autisme, udviklingshæmning mv. Du skal være selvhjulpen i dagligdagen i forhold til transport, spisning, påklædning mv.

Hvordan kommer jeg i kontakt med jer?

Lone Krarup Erichsen

Daglig leder

Løvstikkevej 68

2300 København S