Individuelle tidsbegrænsede forløb for voksne
Har du autisme eller en anden funktionsnedsættelse, og oplever du udfordringer i hverdagen? Ønsker du støtte til at skabe mere overblik, styrke din trivsel og udvikle de færdigheder, der er vigtige for dig?
Vi tilbyder individuelle, tidsafgrænsede og målrettede forløb, som kan vare mellem 3-6 måneder, hvor du sammen med en vejleder arbejder med de områder af dit liv, som du gerne vil udvikle.
Måske kan du genkende nogle af disse situationer:
- Du oplever, at hverdagen kan være svær at overskue.
- Du har udfordringer med praktiske opgaver eller struktur i dagligdagen.
- Du ønsker støtte til sociale relationer og fællesskaber.
- Du har brug for sparring om uddannelse, beskæftigelse eller fritidsliv.
- Du ønsker større forståelse for din diagnose eller funktionsnedsættelse.
- Du vil gerne blive mere selvstændig og tage større ansvar for din hverdag og trivsel.
Hvis det lyder bekendt, kan et individuelt forløb være en mulighed for dig.
Hvad tilbyder vi?
Vi tilbyder et individuelt forløb, hvor dine ønsker, mål og behov er omdrejningspunktet.
Sammen med en vejleder arbejder du med de områder, der giver mening for dig. Forløbet tilrettelægges individuelt og kan blandt andet have fokus på:
- Struktur og planlægning i hverdagen
- Sociale kompetencer og relationer
- Trivsel, stresshåndtering og energiforvaltning
- Uddannelse, beskæftigelse eller fritidsliv
- Praktiske færdigheder i hverdagen
- Viden om og forståelse af egen diagnose eller funktionsnedsættelse
Målet er, at du udvikler strategier og redskaber, som styrker din mulighed for at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv.
Dine mål er i centrum
Det er dig, der kender dit liv bedst. Derfor tager forløbet udgangspunkt i det, som er vigtigt for dig, og du er med til at sætte retningen for samarbejdet. Sammen med din vejleder aftaler I, hvad der skal arbejdes med, og hvordan støtten bedst tilpasses dine behov.
Hvordan foregår det?
Når du er blevet visiteret til tilbuddet, inviteres du til en indledende samtale med en vejleder.
Her taler I om dine ønsker, udfordringer og mål, og sammen lægger I en plan for forløbet.
Forløbet er tidsbegrænset og består af individuelle samtaler og vejledning over en afgrænset periode.
Hvordan arbejder vi?
Vores vejledere har specialiseret viden om autisme og andre funktionsnedsættelser og forståelse for de udfordringer, som kan opstå i hverdagen.
Vi arbejder med en anerkendende, ressourceorienteret og rehabiliterende tilgang, hvor fokus er på dine styrker, muligheder og ønsker for fremtiden.
Vejledningen tager udgangspunkt i metoder og tilgange, der understøtter struktur, læring, selvstændighed og trivsel.
Hvor foregår det?
Samtalerne foregår som udgangspunkt i Autismehuset på Høffdingsvej 34, 2500 Valby.
Afhængigt af formålet med forløbet kan møderne også afholdes i dit hjem, ude i byen eller virtuelt, hvis det giver bedst mening for dig.
Kontakt
Din Sociale Indgang
Griffenfeldsgade 46, st.
Kontakt din sagsbehandler, hvis du er interesseret i tilbuddet.
Hvis du ikke har en sagsbehandler endnu, kan du kontakte Din Sociale Indgang. Din Sociale Indgang - Voksne | Københavns Kommune