Tilbud om aflastning - voksne
Om dit ophold hos os
Man kan som udgangspunkt have 24, 45 eller 90 dage i aflastningen om året. Antallet af timer besluttes i et samarbejde mellem sagsbehandler og jer.
På aflastningen kommer gæsterne ikke i et fast rul. I stedet booker man sig ind i for et halvt år ad gangen. Du kan snakke med din sagsbehandler om hvordan du booker.
Som at komme hjem
At være i aflastningen er som at være hjemme. Det vil sige, at vi starter dagen med diverse former for personlig pleje efterfulgt af morgenmad, hvorefter gæsterne tager på aktivitetstilbud eller til andre dagsaktiviteter. Vores eftermiddag er ligeledes som du kender dem hjemmefra: vi har fokus på at lande og falde til ro. Herefter er der aftensmad, frivillig hygge og så i seng. Der er altså ikke planlagte aktiviteter i hverdagen.
Værelserne i aflastningen
Vi har 10 værelser, som er magen til lejlighederne på botilbuddene Jacobshøj og Robertshøj. Værelserne er 40-50 kvadratmeter, indrettet handicapvenligt. Alle værelser er udstyret med seng, klædeskab og fjernsyn.
Du har det samme værelse i løbet af hele dit ophold, men næste gang du kommer, får du ikke nødvendigvis det samme værelse. Derfor skal du også tage alle dine ting med hjem ved slutningen af dit ophold
Vi har vågen nattevagt med tilsynspligt, så alle gæster kan sove trygt og godt, når de besøger os.
Husk at medbringe
På værelserne er der dyner og sengetøj, toiletpapir samt håndklæder. Alt andet, skal du medbringe selv. Det vil sige, at det er vigtigt, at du husker at pakke medicin, bleer, shampoo, tandpasta og lignende, som din pårørende får brug for i løbet af sit ophold hos os.
Mad og måltider
Der er tre måltider inkluderet i servicepakken, hvilket du kan læse mere om i dit visitationsbrev fra sagsbehandler. Morgenmad portionsanrettes, frokosten får gæsterne med sig i form af madpakker, og aftensmaden spiser vi sammen i fælleskøkkenet.
Særligt til dig, der er ny gæst
Du kan først booke aflastningsdage efter du er fyldt 18 år og efter du har været til opstartsmøde i aflastningen.
Har du været på besøg og har haft opstartsmøde, skal du kontakte aflastningen for at lave aftaler om mulige aflastningsdage.
Kontakt
Aflastningen Jacobshøj
Aflastningen Jacobshøj
Robert Jacobsens Vej 11A
Telefonen er åben døgnet rundt.
Du kan også kontakte din faste sagsbehandler, hvis du har spørgsmål.