20 år med lastbiler, flyttekasser i sirlige bunker og orden på lageret
Ivan Kejser Andersen tager imod på parkeringspladsen foran JD Logistik i Hvidovre. Han kender hovedbygningen og de tilhørende lagerbygninger som sin egen bukselomme. Han har styr på vognparken, og hvor meget hver lastbil kan have med af gods. I højt tempo viser han ned til frokoststuen.
Ivan Kejser Andersen er en mand i sin bedste alder og går helst i blåt arbejdstøj. Og har han autisme og bor på botilbuddet Skolegade i Valby. For 20 år siden blev han headhuntet til at arbejde hos JD Logistik, da ejeren, Jørgen Ditlev Jacobsen, kendte ham fra et job på et autoværksted i nærheden. Og siden har han haft arbejde som chauffør og altmuligmand.
”Jeg kan godt lide at være social og være et sted, hvor jeg er nyttig. Jeg har kendskab til mange ting og er god til at sætte ting i systemer. Jeg har også en rigtig god kollega, flyttemanden Gert, som jeg snakker meget med. Vi går også i biografen sammen”, fortæller Ivan Kejser Andersen.
Tine Stange, der står for bogholderiet, HR og alt mulig andet hos JD Logistik, er Ivans kontaktperson.
”Vi viser vores kunder, at vi er en mangfoldig arbejdsplads og vi giver selvfølgelig kunderne besked om, at Ivan har særlige behov. Mange af vores kunder kender Ivan i forvejen og han er en rigtigt dygtig medarbejder. Han kan godt lide at køre ud og hjem med flyttekasser, bærer dem op, gøre dem klar og stable dem sirligt på lageret. Han har også andre småopgaver som fx sortering og lagerarbejde og er her tre gange om ugen”, fortæller hun.
Det er svært at parkere
Ivan Kejser Andersen har stort kørekort og kender til alle lastbilerne og hvor meget de kan rumme. De bedste køreture går med containere til Titan i Taastrup og DAN Container i Nordhavn.
”Jeg kan også godt lide at levere flyttekasser til Riget og Glostrup Hospital, for det er let at parkere. Jeg har svært ved at parkere inden i København og jeg kan ikke lide at holde ulovligt. Så går jeg hellere lidt længere med kasserne til og fra bilen”, fortæller han.
”Ivan er en retskaffen mand og vil ikke parkere, hvor man ikke må. Derfor kan det være svært med opgaver inden i byen. Derudover risikerer han at blive skældt ud af andre bilister og det gør ham ked af det. Med alderen tilpasser vi opgaverne til Ivan, da han er en del af familien og vi har plads til ham i mange år endnu”, siger Tine Stange, der selv har en pædagogisk baggrund.
”Vi er omkring 25 medarbejdere og vi forsøger at være en social arbejdsplads med fx DHL og julefrokoster. Ivan er med til vores arrangementer og vi har været glade og stolte af at fejre hans 20års jubilæum. I fredags blev Ivan fejret i stor stil på Restaurant Klubben på Enghavevej og fik stegt flæsk med persillesovs”.
Bitterheden sniger sig ind
Selvom jobbet betyder meget for Ivan Kejser Andersens hverdag, så kan han mærke at han bliver bitter og indebrændt som årene går.
”Når jeg ser, at andre har familie eller en kæreste at dele livet med, så kan jeg godt blive bitter. For det har jeg ikke og det gør mig indebrændt og ked af det. Og det kan også betyde, at jeg bliver vred på arbejdet eller at mit temperament løber af med mig”.
Det bekræfter Tine Stange.
”Det er tydeligt, at Ivan bliver mere ensporet med alderen, samtidig med at han er angst for nye opgaver. Men vi ser stor værdi i ham til små opgaver og så må vi indrette os efter ham”, slår hun fast.
Jobmatch kom til under corona
Under corona var det særligt slemt og en pædagog på Ivan Kejser Andersens bosted tog fat i Jobmatch, der arbejder med beskæftigelse for borgere med handicap på det ordinære arbejdsmarked. Sofie Gaard, der er konsulent i Jobmatch, fik kontakt til JD Logistik og fungerer nu som bindeled og sparringpartner for virksomheden og Ivan.
”Vi kan hjælpe, når virksomheden har en borger med handicap i arbejde, men hvor der er ændringer, der gør at der skal arbejdes på relationen. Ivan kan betro sig til mig om udfordringer på jobbet og så kan jeg tage en snak med Tine og se om vi kan finde nye løsninger”, fortæller Sofie Gaard.
Tine Stange er glad for kontakten til Jobmatch, da det giver ro i relationen.
”Ivan havde det svært med alle de ændringer, der var i samfundet under corona. Sofies rolle er at tjekke ind med samarbejdet og give Ivan nogle handlemuligheder i forhold til ændringer i hans opgaver, så han ikke bliver frustreret. Sofie kan være med til at tage de svære snakke og hun fungerer som et godt bindeled mlm virksomheden, Ivan og bostedet”.
Sofie Gaard deltog også deltaget i fejringen af Ivan Kejser Andersens 20 år hos JD Logistik.
”Det gør en stor forskel i nogle borgere med handicaps liv at være på en arbejdsplads og få løn for deres arbejde. Arbejdspladser som denne er inkluderende og favnende og viser vejen for andre virksomheder, der kan rumme borgere som Ivan”.
Jobmatch i Københavns Kommune
Vil du vide mere?
Anne Pallisgaard Rasmussen
Kommunikationsrådgiver
Socialforvaltningen