Autismehuset er åbent

Der var spænding i luften da Autismehuset officielt åbnede mandag den 25. august 2025. Autismehuset har adresse i en stor fabriksbygning på Høffdingsvej 34 i Valby, og huset samler nu alle forebyggende tilbud på autismeområdet et sted. Det skal sikre, at københavnere med autisme tæt inde på livet får den rette hjælp, rådgivning og støtte, når de har brug for det.
”Ved at samle alle de gode, forebyggende tilbud på autismeområdet under samme tag, styrker vi også indsatserne ved at skabe bedre sammenhæng mellem alle vores tilbud på autismeområdet,” siger Tina Kejser, der er områdechef i Center for Aktivitet og Beskæftigelse og Støtte i Egen Bolig.

I Autismehuset finder man alle Socialforvaltningens visiterede og forebyggende tilbud på autismeområdet, men huset rummer også forskellige aktiviteter, oplæg og arrangementer, hvor københavnere frit kan møde op.
Det nye tilbud Spektrummet er åbent
Åbningen af Autismehuset markerede nemlig også begyndelsen på det nye tilbud ”Spektrummet”, som hører hjemme i Autismehusets stueetage og er et café- og aktivitetsområde. Her kan man deltage i forskellige aktiviteter, oplæg og workshops, der er tilpasset brugernes behov. Der vil både være oplæg henvendt til forældre, søskende og bedsteforældre, samt peer-to-peer netværk, aktiviteter og workshops.
I Spektrummet vil der blandt andet være en læsesal med studiehjælp til studerende og rådgivning om, hvordan man kommer ind på arbejdsmarkedet. Derudover er der også et krea-rum, hvor man kan skabe kunst, et IT-rum, hvor man kan game, et pauserum til fordybelse og forskellige andre aktivitetsrum.
"Vi håber, at mange autister har lyst til at bruge og besøge Spektrummet, og jeg håber også, at vi får skabt stærke samarbejder og fællesskaber i Spektrummet med de mange organisationer og foreninger, som allerede har gode aktiviteter og tilbud til københavnere med autisme,” siger Pia Finne, der er tilbudsleder i Spektrummet.
Se flere billeder fra Autismehuset og rummene i Spektrummet herunder.
Caféen

Krea-rummet

IT-rummet

Bevægelsesrummet

Læsesalen

Byttecentralen

Spil og bøger

Samtalerum
Adresse
Austimehuset ligger på Høffdingsvej 34, 2500 Valby
Vil du vide mere om Spektrummet?
Spektrummet ligger i Autismehusets stueetage, og er fordelt på et stort område med café, aktivitetsrum, læsesale, spilrum og værksteder. Det er et åbent og uvisiteret tilbud til dig, der bor i Københavns Kommune.
Du kan følge med i kommende arrangementer og oplæg her: