Det har altid været min drøm at skulle noget med mit liv

30-årige Pernille Oline Steendahl Sørensen har autismespektrumforstyrrelse og har i mange år kæmpet med misbrug, angst og social isolation. Under corona eskalerede det hele, hun forlod stort set ikke hjemmet og var påvirket det meste af tiden. Derfor begyndte hun så småt at tænke, at førtidspension var hendes fremtidsvej, men da hendes sag i december 2021 blev genfremlagt på rehabiliteringsteamet, skete der noget uventet. 

”Jeg følte, jeg havde prøvet alt og der ikke var mere, jeg kunne gøre anderledes. Men det var de heldigvis ikke enige i,” fortæller Pernille. 

Modsat forventningen fik hun bevilget et nyt 3-årigt ressourceforløb i Socialforvaltningen, der indebar misbrugsbehandling og flytning til nyt botilbud. 

”Det var hårdt at få at vide, at jeg skulle blive ved at kæmpe, at jeg ikke bare kunne få fred til at have det dårligt. De mente, at det ville være for ærgerligt, hvis mine ressourcer gik tabt. I dag er jeg er rigtig glad for, at de tog den beslutning, for det er jo det, der gør, at jeg har et helt andet liv nu,” siger Pernille.

Kampen var ikke slut endnu

”Første gang jeg mødte Pernille var hun askegrå i hovedet i modsætning til nu, hvor øjnene stråler og der er farve i kinderne,” siger Joachim Borup, som var den sagsbehandler, der fik til opgave at koordinere Pernilles ressourceforløb. 

Pernille skulle genindskrives i rusmiddelcenteret og visiteres til behandling. Samtidig skulle der findes en ny bolig til hende. Joachim og sagsbehandlere fra Borgercenter Voksne og Borgercenter Handicap mødtes til første af fem netværksmøder i foråret 22 for at sikre en god koordinering. 

På alle møder, som Pernille skulle deltage i, fulgte Rikke Bro Gaardsvig, som har kendt Pernille siden 2017, hvor hun var hendes mentor. I dag er Rikke tværfaglig beskæftigelseskoordinator i Center for Selvstændig Bolig og Beskæftigelse.  

”Pernille var i det dybeste misbrug, jeg har set, med kæmpe angstanfald. Jeg glemmer aldrig et af de første møder, hvor alle tænkte, det lykkes ikke det her, men det blev gennemført med kugledyne og bamser. Almindelig hygiejne og almindelige hverdagsting fungerede ikke. Jeg er heller ikke sikker på, at du fik mad hver dag,” fortæller Rikke.

”Nej overhovedet ikke. Det var i hvert fald ikke ret meget, det meste jeg indtog, var vodka med juice og frysepizza,” siger Pernille.

Pernille og Rikke aftalte derfor, at Rikke førte ordet ved de første møder, for Pernille var ikke i stand til andet.

”Rikke hjalp mig med at runde af, når det blev for meget. Der skulle ingenting til, før jeg knækkede og blev ked af det og før min angst slog ud,” fortæller Pernille.

En kæmpe koordineringsopgave

”Indsatserne lå der, men vi skulle finde ud af hvilken rækkefølge, de skulle køre i og holde styr på timingen. Det har været den vildeste koordineringsopgave. Til det første møde, var der mange, som sagde: Det kan jeg godt se, giver mening, det ved jeg bare ikke, om kan lade sig gøre,” husker Rikke.

Sabine Pedersen, der er Pernilles sagsbehandler i Borgercenter Handicap, spillede også en central rolle i forløbet.  

”Vi skulle have beskrevet både Pernille og den vej vi skulle gå helt korrekt, så alle instanser var enige. Jeg havde masser af gode intentioner og en tro på Pernille. For mig handlede det om at få visitationen til at tro på, at det kunne lade sig gøre, lige så meget som jeg selv troede på det.” 

Ifølge holdet var det de gode argumenter, masser af vilje hele vejen rundt og en lille portion held, der gjorde, at det hele endte med at klappe. 

”Der har været masser af vilje og tro, både hos Pernille, men også hos os andre og rigtig mange opkald imellem os samarbejdspartnere. Vi har været hurtige, og Pernille har været klar,” siger Joachim.

På sidelinjen af det kæmpe puslespil, der skulle falde på plads, stod Pernille. 

”Jeg forsøgte at tænke, at der var nogen, der kæmpede den her kamp for mig, det jeg skulle, var at møde op og tale min sag. Og så håbe, at det lykkes. Hvis jeg holdt noget tilbage, så fik jeg ikke den hjælp, jeg havde brug for. Hvis jeg ikke lod instanserne udenom mig tale sammen, så krævede det for meget af mig. De skulle bare tale sammen, så meget som muligt,” mener Pernille.

”Vi stod til rådighed og lagde planen, men det var Pernille selv, der gik vejen og med en enorm stor åbenhed og en kæmpe portion omstillingsparathed,” siger Joachim. 

Mennesker med autisme kan også få succes i klassiske behandlingsforløb

Det var Kristoffer Landgreen fra Rusmiddelcenter Spaniensgade, som indstillede til døgnbehandling til visitationen. Det var dog ikke uden betænkning. 

”Hun var hårdt ramt af uvisheden på det tidspunkt, vi mødes, hvilket var ekstra udtalt på grund af hendes angst og autisme. Møderne er meget databaserede, og det er en hård visitationsproces uden garantier, så møderne var svære for hende. Jeg kunne sagtens mærke, at hun var motiveret, men også at hun havde det rigtig dårligt på daværende tidspunkt, så jeg var nervøs for, om hun ville kunne klare en døgnbehandling,” fortæller Kristoffer.

Pernille fik alligevel tildelt døgnbehandling. 12 uger blev det til på Sct. Ols på Bornholm. Her viste hun masser af skjulte ressourcer. 

”Jeg var rigtig glad for deres rammer, for der var ikke noget at forhandle med. Det betød rigtig meget for mig, at der var et fast skema. Jeg fik lov at have samme pligt i løbet af de forskellige uger, så jeg vidste, hvad jeg skulle,” fortæller Pernille.

”Hun passede behandlingen rigtig godt og deltog aktivt. Behandlerne fortalte, at hun var virkelig meget til stede. Pernille har på mange måder modbevist den forforståelse, at mennesker med autisme ikke kan passe ind i de klassiske terapiforløb. Hun er utrolig velreflekteret med masser af ressourcer, og at det lykkes, det skal tilskrives hende og hendes indsats. Der har været stor læring i det for mig. Det er vigtigt at pakke forforståelserne væk og kigge på, hvad den person, der sidder overfor en, er i stand til.” mener Kristoffer.

Du flytter ikke bare fra et midlertidigt botilbud til et andet

Visitation til ny bolig og flytning går også op i en højere enhed.

”Det var ekstremt væsentligt for, at alt kunne lykkes at få flyttet Pernille fra hendes tidligere botilbud, så når hun kom retur fra døgnbehandling, kunne flytte ind i det nye botilbud uden et misbrug. Flyttede hun før behandling, var der en risiko for, at hun ville tage misbruget med. Men normen er ikke, at man flytter fra et § 107 tilbud til et andet § 107. Enten bliver man afklaret til egen bolig eller så kommer man videre i et længerevarende botilbud. Man flytter ikke bare,” forklarer Sabine, der sammen med baglandet alligevel fik det til at gå op.

Samme dag Pernille begyndte i døgnbehandling på Bornholm flyttede hun til botilbuddet Linde Allé. Personalet på det tidligere botilbud pakkede hendes bolig ned, og Pernilles forældre indrettede hendes nye lejlighed. 

”Jeg var i stand til at gå fuldt ind i døgnbehandlingen, fordi jeg vidste, at der var et bagland, der tog sig af alt det andet. Mine forældre spillede en kæmpe rolle. De brugte de tre måneder, jeg var i behandling på at pakke ud og møblere. Det er jeg så taknemmelig for,” siger Pernille. 

Hjem fra Bornholm uden misbrug i bagagen

I dag bor Pernille på botilbuddet Linde Allé. Her skal man være meget mere selvstændig..

"Jeg gik lidt i panik over, at der ikke var nattevagt. Jeg har før haft det sådan, at når jeg vidste, der var nattevagt i huset, så kunne jeg godt navigere rundt i min angst selv, men lige så snart, der ikke var nogen, jeg kunne søge hjælp hos, så løb det af sporet for mig, og så steg min angst. Men det er gået så fint på Linde Allé, og det tror jeg handlede om, at jeg var clean, da jeg flyttede ind, hvilket gjorde, at min angst så helt anderledes ud,” siger Pernille.  

På Linde Allé har hun fået en ny kontaktperson i Randi Westh, som kendte hende fra det tidligere botilbud. De havde dog ikke set hinanden i tre år.

”Jeg har bestemt skulle omstille mig til den nye Pernille. Hun er et helt andet sted i livet og er topmotiveret for at gøre noget andet. Jeg er så glad for, at Pernille er nået dertil, hvor nu skal der ske noget andet. Når hun ikke var påvirket før, har hun altid været meget velfunderet og velformuleret. Hun har altid været god til at se, hvad der skulle til, og havde de bedste intentioner, men det var handling, der manglede,” siger Randi.

Det er næsten ikke til at tro på, hvor svært Pernille havde det dengang, når man ser hende i dag, mener holdet bag den kæmpe koordineringsopgave. 

”Pernille er blevet en meter højere. Du ville ikke tænke, det er samme person,” siger Sabine.

Holdet mener også, at Rikke har spillet en afgørende rolle i, at Pernilles forløb endte så godt, som det gjorde.

”Rikke er Pernilles wingman. Det er sindssygt vigtigt at have en med, som Pernille stoler på og kender tæt,” siger Joachim. 

”Rikke har været den vigtigste. Det er Rikke, der har pisket os andre. Hun var sådan, ryk lige på det her, hvornår kommer det her, nu samles vi lige om det her. Hun kender de forskellige sagsgange, og hun ved, hvad der skal bruges fra os for at koordinere det,” siger Sabine.

Kontaktpædagog Randi supplerer: 

”Ja jeg havde tit Rikke i røret: Har du styr på Pernille? Er Pernille kommet op? osv.”

Pernille er helt enig:

”Jeg ved godt, det var min egen kamp, men det var ikke lykkes uden Rikke til at hjælpe mig med systemet. Det, at jeg har Rikke med, det gør det lettere at slippe kontrollen. Uanset hvad der vil ske, uanset hvordan døgnbehandling går eller indflytning, så var der en velkendt med mig. Jeg kunne altid tage fat i Rikke og få hjælp.” 

Balance er alt

”Misbruget fyldte det hele og gik ind og påvirkede alle andre faktorer. I dag er jeg mere end halveret i min angstmedicin, og mærker næsten ikke noget til den. Jeg kommer i bad flere gange om ugen, jeg får mad, og jeg går i skole nu. Det er fucking vildt,” fortæller Pernille.

Pernille er i januar startet på en 3-årig HF. I en klasse med andre elever, der har udfordringer, med SPS-støtte, når der er behov, hvor lektier bliver lavet i lektiecafé, og hvor hun møder ind samme tid hver dag i samme klasse, men hvor det faglige udbytte er præcis det samme som i et klassisk HF-forløb.  

”Det har altid været min drøm at skulle noget med mit liv, jeg var bare nået til et punkt, hvor jeg ikke følte, at det var muligt længere. Jeg følte, jeg sad så meget fast, så der ikke var nogen vej ud igen. Mit liv består i dag af skole og NA (narcotics anonymous), jeg har ikke plads til andet. Drømmen er at komme ud at bo selv. Aftalen er, at nu starter jeg på HF, og så ser vi hvordan det går. Hvor meget det dræner min energi, hvordan det går med boligen i forhold til det, og så tager vi et skridt ad gangen. Balance er alt.”