Drømmen om en cafe, hvor alle kan være
På trods af at dagen slår regnrekord for november har rigtig mange beboere, pårørende og medarbejdere fundet vej ned i stueplan og ind i den ellers lukkede café på botilbuddet Rentemestervej, der i dagens anledning holder åbent. De er indbudt til fremtidsværksted. Siden corona pandemien rasede, har cafeen været lukket. Nu skal den åbne igen, men hvordan skal den indrettes, og hvad ville de allerbedste aktiviteter være? Det er fokus for aftenen.
Fremtidsværksstedet bliver faciliteret af frivillighedskoordinator Luna Valgaard Holst, der i dagens anledning har justeret lidt på formen for et klassisk fremtidsværksted og tilpasset det til deltagerne. Hun indleder aftenen med at fortælle lidt om metoden.
“Fremtidsværkstedet er en legende metode, der er ideel til at få erfaringer fra det levede liv i spil gennem en kreativ proces. Vi er særligt interesserede i at undersøge, hvilke aktiviteter I synes, der skal sættes i gang i samarbejde med civilsamfundet. Med civilsamfundet mener jeg både etablerede foreninger, lokalsamfundet, venner, borgere fra andre tilbud, men også jer borgere og pårørende her fra huset.”
Med varm kaffe i koppen og kage på tallerkenen vælter det ind med gode ideer og input. Det er helt tydeligt, at cafeen er savnet.
”Cafeen skal åbne igen. Den har været alt for længe lukket. Det var et godt sted at komme ind, når jeg kom hjem om eftermiddagen. Det savner jeg,” var nogle af de udsagn, der kom fra beboerne på Rentemestervej.
Efter en række drøftelser ved bordene om de gode erfaringer fra dengang cafeen holdt åben, var det på tide at drømme stort.
”I skal nu bruge jeres fantasi, hvad drømmer I om at lave hernede og hvordan skal der se ud, fx kan I tænke over hvilken farve I allerhelst så på væggene. I må drømme om alt, og alle ideer er gode ideer,” understreger Luna Valgaard Holst til den engagerede flok.
Med brug af klippeklister, fotos og masser af farver kaster deltagerne i fællesskab sig ud i at kreere farvestrålende plancher, der viser deres drømme, ideer og tanker for, hvordan fremtidens café på Rentemestervej skal gøres indbydende for både borgere, pårørende og det omkringliggende lokalsamfund. Rummet summer af stemmer og liv. Lige præcis det der har manglet, mener Bente, der er mor til Sune, som bor på Rentemestervej.
”Det er rigtig vigtigt, at dem der bor her, tager ejerskab over cafeen. Det er jo deres cafe” siger hun. Flere modige deltagere rejser sig og fremlægger deres tanker og ideer for de andre.
Der er bred enighed om at der i hvert fald skal spilles brætspil. Ludo er en af favoritterne.
”Vi hygger, spiller og snakker sammen her, men ikke noget hazard-spil,” griner Morten, der gerne vil have cafeen pyntet med massevis af lyskæder. Det tegner han derfor på deres planche. Han drømmer om lilla vægge i cafeen.
Og han er bestemt ikke den eneste, der gerne ser flere farver i cafeen, der lige nu har sorte vægge og tomme rammer på væggene. Der skal masser af farver til var mange enige om.
Flere af de pårørende mener, at rammer på væggen skal fyldes ud med kunst som beboerne på Rentemestervej selv har lavet. ”Der er en kunstner i os alle, og her på Rentemestervej, finder du mange dygtige kunstnere,” siger Bente.
Når et fremtidsværksted, når til sidste etape, skal gruppen spore sig ind på, hvordan alle de gode ideer og tanker kan blive en realitet. Dagens facilitator har snydt lidt. Næste step er en kreadag og en arbejdsdag, der allerede er lagt i kalenderen.
”Jeg kan godt den dag,” råber en deltager ivrigt.
Åbningsdagen for cafeen kan derfor skimtes i fremtiden.
Vil du vide mere?
Luna Valgaard Holst
Civilsamfundskoordinator
Socialforvaltningen