Furkan går sine egne vegne i Boldklubben Skjold
Furkan starter som frivillig i Skjold i juni 2022, hvor han kommer tre timer hver tirsdag efter STU-uddannelsen og hjælper med at pakke og aflæsse golfvognen med fodbolde og udstyr, der skal bruges til træning af de allermindste børn i Fælledparken. Han hjælper også med at stille mål op og gøre banerne klar til træning.
I oktober 2022 begynder Furkan at tage ud sammen med Jan Sørensen, der er Skjolds frivilligkoordinator, for at se førsteholdet spille.
”I slutningen af oktober introducerer Furkan sig som Furkan Trommeslager, som skal slå på tromme til Skjolds hjemmekampe. Det er Furkans idé, at han skal slå på tromme, når der scores mål. Han øvede sig på at slå på tromme i Skjolds omklædningsrum hver torsdag, og han var med, når førsteholdet spillede om lørdagen”, fortæller Jan Sørensen.
Del af holdet
Furkan tager også initiativ til at rydde op i førsteholdets omklædningsrum og holde styr på trøjerne i depotet.
”Langsomt laver Furkan flere og flere af de opgaver, som en holdleder på et fodboldhold laver. Han kommer før træningen og bliver til træningen er slut og går hjem samme tid som spillerne. Furkan er meget respekteret i Skjold og han er anset som en del af medarbejdergruppen i Skjold, som holder det hele kørende”, slår Jan Sørensen fast.
Furkan, der er 19 år, er tilknyttet Captum Kraftværket, hvor de har aftalt at han har fri tirsdag og torsdag, så han er frisk til at tage i Skjold. Han har afsluttet sin STU og håber på at komme i praktik som gartner.
Kraftværket
Læs mere om beskæftigelses- og aktivitetstilbuddet Kraftværket
Vil du vide mere?
Anne Pallisgaard Rasmussen
Kommunikationsrådgiver
Socialforvaltningen