Gaming, genbrug og meningsfuld beskæftigelse i smuk forening
Hvert år smider danskerne omkring 100.000 ton elektronik ud. Den statistik ville beskæftigelsestilbuddet Team Op ikke være del af, så da de får hænderne i en bunke forældede IBG-skærme, der ellers var på vej på lossepladsen, opstår IBG-projektet.
”Mange af vores projekter har et grønt afsæt med en bæredygtig profil, og derfor kan vi selvfølgelig heller ikke smide 9 skærme ud, der ikke fejler spor” fortæller koordinator i Team Op, Henrik Anker.
I Team Op har to praktikanter mod på at se på nye muligheder i de gamle skærme.
”Da vi får IBG-skærmene har vi i vores medieværksted to praktikanter, en ældre fyr med it-erfaring og en yngre fyr, der gerne vil lære mere om it. De kaster sig over at undersøge, hvordan de kan bygge simple spil på IBG’en, som kan spilles med touch-funktion. For IBG’en er jo i virkeligheden en kæmpe I-pad,” forklarer Henrik Anker.
Snak på gangen bliver til samarbejde
Samarbejdet med Specialterapien og Team Op opstår lidt tilfældigt. De har begge til huse på Amager, og Henrik Anker falder i snak med en af terapeuterne på gangen om deres seneste skærmfund. Det viser sig, at Specialterapien godt kan bruge en IBG-skærm, men ikke som den er tænkt i klassisk forstand.
”Vi har ikke brug for en info-skærm, men vi kan sagtens se ideen i at bruge en skærm til spil som supplerende aktivitet til vores øvrige træning. Vi taler frem og tilbage med Team Op om, hvad behovet er, og de tester skærmen løbende indtil den er helt klar,” fortæller Rikke Bangsgaard, der er leder af Specialterapien.
Specialterapien ender med at vælge puslespil, fang bolden, find farven, hurtig på fingrene og vendespil. De forskellige spil bliver installeret af praktikanterne med lidt hjælp fra Henrik, der kalder sig autodidakt it-dreng.
Med leg og konkurrence går træningen meget lettere
Spillene fanger hurtigt an hos flere brugere af Specialterapien og med flere formål end de lige har forventet. Rikke Bangsgaard forklarer:
”En del af vores brugere møder ofte ind i ret god tid før en aftale, ligesom flere også venter på at bussen henter dem efter træning. Her er spillene god underholdning. I terapien bruger vi spillene til at træne både hukommelse og koncentrationsevne. Det er klassisk hjernegymnastik, men også den fysiske del kan vi træne med spillene. Skærmen hænger højt, så de der kan, de står foran den, mens dem i kørestol strækker armen godt op for at nå. Det er også en vigtig bevægelse.”
I Specialterapien er de fan af at lege tingene ind, også her passer spillene på skærmen godt ind.
Det mest populære spil i terapien er puslespillet med dyr.
”Det er tydeligt, at dyrespil er det fedeste, så vi skal helt klart have flere spil med dyr engang, slutter Rikke Bangsgaard af.
Om specialterapien
Specialterapien står for genoptræning og anden fysio- og ergoterapeutisk behandling af borgere med funktionsnedsættelser. Derudover tilbyder de sansestimulation i deres to snoezelrum, terapibassin samt træning på deres udendørs sansesti.
Om team Op
Team Op er praktikforløb for personer, der over 18 år og har andre udfordringer end ledighed, men som gerne vil opnå samme muligheder i samfundet som alle andre. Alle i Team Op arbejder lystbetonet. Det vil sige, at de i praktikken beskæftiger sig med noget de interesserer sig for. Det har ifølge Team Op stor betydning for om praktikken bliver en succes.
Vil du vide mere om IBG-projektet
Henrik Anker
Beskæftigelseskoordinator
Socialforvaltningen